Nicole Kidman
Personlig information
Fulde navn	Nicole Mary Kidman
Født	20. juni 1967 (51 år) Honolulu, Hawaii, USA
Religion	Romerskkatolske kirke
Far	Antony Kidman
Mor	Janelle Kidman
Søskende	Antonia Kidman
Ægtefælle	Tom Cruise(1990-2001) Keith Urban (2006-nu)
Børn	Sunday Urban Faith Urban Connor Cruise
Uddannelses­sted	North Sydney Girls High School
Beskæftigelse	Tv-skuespiller, filmskuespiller, sanger, diplomat, stemmeskuespiller, filmproducent, skuespiller, model
Aktive år	1983–nu
Filmografi	Nicole Kidman filmografi
Nomineringer og priser
Nomineringer	Oscar for bedste kvindelige hovedrolle (2001) Oscar for bedste kvindelige birolle
Udmærkelser	Oscar for bedste kvindelige hovedrolle Theatre World Award (1999) Australian National Living Treasure Sergio Vieira de Mello-verdensborger Crystal Award (2015) med flere
Eksterne henvisninger
Nicole Kidmans hjemmeside
Information med symbolet hentes fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]

Nicole Mary Kidman (født 20. juni 1967) er en australsk-amerikansk Oscar-vindende skuespiller. Hun har medvirket i mere end 50 film og tv-serier, hvor flere af hendes film som Moulin Rouge!, The Hours, Australia og Det Gyldne Kompas har været publikumssucceser i Danmark^[1].

Hun blev født ved Honolulu, Hawaii af australske forældre. Hun boede i USA indtil hun var fire, hvor hendes familie flyttede til Sydney, Australien. Hendes første rolle var i julefilmen Bush Christmas. Op gennem 1980'erne medvirkede hun i mange australske film og tv-serier. I 1990 spillede hun med i filmen Days of Thunder sammen med Tom Cruise. De blev gift juleaften, samme år. Parret adopterede to børn, men blev skilt i 2001.

En af hendes største succes karrieremæssigt var, da hun i 2002 vandt en Oscar for sin præstation i filmen The Hours, og i 2003 medvirkede hun i Lars von Triers film Dogville, som fik en del ros, og det var en af de film, hvor Trier fik sit alvorlige gennembrud, blandt andet fordi en så stor stjerne var med.

I 2010'erne blev hun mere aktiv som producer og har været vokal om at få give chancer til kvindelige instruktører^[2][3]. Imellem 2015 - 2018 arbejdede hun med Jane Campion, Sofia Coppola, Andrea Arnold, Karyn Kusama og Kim Farrant, mens hun skal arbejde med danske Susanne Bier i 2019. Kidman producerede også HBO-serien Big Little Lies der indbragte hende Golden Globe og Emmy priser, både som skuespillerinde og producer^[4][5].

Barndom og ungdom |

Forældrene er Antony Kidman (1938–2014) og Janelle Kidman (1940-). Nicole Mary Kidman blev født som den første af to børn. Søsteren er journalisten og produceren Antonia Kidman (* 1970). Familien boede i forstaden Longueville udenfor Sydney. Kidmans forældre var aktive i kvinde og arbejderbevægelsen.

Som 6 årig havde hun sine første erfaring som skuespiller, hvor hun havde rollen som et får i et krybbespil på skolen. Kort tid efter fik hun skuespillerundervisning, først ved St. Martin’s Youth Theater i Melbourne, ved Australian Theater for Young People og ved Phillip Street Theater i Sydney. Desuden deltog hun i balletundervisning fra femårsalderen til hun var tolv år. Da hun som fjortenårig deltog i en casting for fotomodeller mødte hun også i nutiden sin bedste veninde, skuespillerinden Naomi Watts.

Karriere |

I 1983 fik hun sin debut i den australske familiefilm "Bush Christmas" . Ved udgangen af 1983 havde hun en birolle i tv-serien Five Mile Creek. I 1984 fik hendes mor brystkræft, som midlertidigt fik Kidman til at stoppe sin karriere. I midten af 1980'erne var hun med i flere spillefilm, blandt andet BMX Bandits (1983), Watch the Shadows Dance og den romantiske komedie Windrider (1986). hun optrådte også i løbet 1980erne i flere australske produktioner, blandt andet i sæbeoperaen A Country Practice og 1987 i TV miniserie "Vietnam" . Hun medvirkede også gæsteskuespiller i australske tv-programmer og tv-film.
I 1988 fik hun det australske filminstituts pris for den bedste birolle i den australske spillefilm Emerald City.

1990 fik hun succes i den amerikanske spillefilm Days of Thunder og sin i 1991 Golden Globe nominering for spillefilmen "Billy Bathgate" fejrede Kidman sit indtog i Hollywood.

Hun fik sin endelige anerkendelse for sine roller i To Die For (1995) og Portrait of a Lady (1996). Hun besøgte det berømte skuespillerværksted "The Actors Studio" i New York og begyndte at studere "Method Acting" (naturalistisk skuespilteknik), før hun i 1997 medvirkede i den US-amerikanske actionfilm Peacemaker, den første DreamWorks-SKG-produktion, og i Stanley Kubricks sidste film Eyes Wide Shut (1999). 1998 optrådte Kidman på teatrene i London og på Broadway]] i [[Sam Mendes] skuespil The Blue Room, son hun blev nomineret til Laurence Olivier Award for.

2000'erne |

Først efter skilsmissen med Tom Cruise lykkedes det hende at komme i den øverste liga i Hollywood: Selvom hendes film indtil 2001 verden over havde indspillet over 1,3 milliarder us-dollar, udviklede Kidman sig først nu til en kassemagnet og lavede udfordrende filmprojekter som The Others og Tilbage til Cold Mountain som havde succes i biograferne over hele verden. Derved betød modtagelsen af en Oscars for sin rolle i The Hours hendes karrieres foreløbige højdepunkt. Efter sin debut i 2001 som sangerinde i film-musicalen Moulin Rouge opnåede hun med Somethin’ Stupid, i en duet med Robbie Williams, et julehit i 2001. I år 2002 skulle hun spille hovedrollen i filmen Panic Room, men efter at hun fik en skade efter en stunt, overtog skuespillerkollegaen Jodie Foster rollen.

I 2002 påbegyndte hun samarbejdet med danske Lars Von Trier på filmen Dogville, produceret af det danske produktionsselskab Zentropa. Kidman sagde i 2011 at hun tog rollen efter at være imponeret af Triers film Breaking the Waves og at hun ønskede undgå ”de brede komedier” som Hollywood tilbød hende^[6]. Trier havde ikke set Kidman i andet end Ron Howards Far & Away, men skrev rollen Grace med hende i tankerne, efter han læste et interview med hende, hvor hun udtrykte hendes interesse for at arbejde med ham^[7]. Kidman og Trier brugte tid sammen på settet i den svenske by Trollhätten, hvor de rejste rundt i Triers autocamper og han ville stille kritiske spørgsmål til hendes syn på religion og filosofi^[6]. Trods rapporter om uenigheder på settet^[8], afslørede Kidman i 2012 at de havde holdt kontakten i årenes løb og at hun ønskede at de ville samarbejde på et andet projekt^[9]. Hun blev tilbudt hovedrollen i hans film Antichrist, men takkede nej, og var senere tæt på at blive en del af hans film Nymphomaniac^[10], men trækkede fra på grund af ”scheduling conflicts”^[11]. Kidman modtog en dansk Bodil-nominering for hendes præstation i Dogville, men tabte til Birthe Neumann, der vandt for Lykkevej^[12]. Oprindeligt skulle Dogville være den første af en trilogi, men kun én efterfølger blev lavet; Manderlay fra 2005. Kidman vendte dog ikke tilbage i rollen som Grace og var erstattet af Bryce Dallas Howard, hvis far Ron Howard instruerede Kidman i Far and Away^[13]. Den tredje film havde arbejdstitlen Washington og Trier ønskede at både Dallas Howard og Kidman skulle spille rollen i det endelige kapitel^[14], der dog aldrig blev lavet.

2003 engagerede Karl Lagerfeld Kidman som ansigtet i en Chanel-N°5-kampagne instrueret af Baz Luhrmann. For sin korte optræden tv-reklamen Chanel No. 5 fra Baz Luhrmann fik Kidman 7,5 millioner US-dollar. Samme år blev Kidman æret med en stjerne på æresfortovet Hollywood Walk of Fame.

Igennem 2000’erne var hun også aktuel med i flere film, heriblandt Sydney Pollacks Tolken overfor Sean Penn og danske Jesper Christensen, George Millers musical Happy Feet hvori hun sang et cover af Princes Kiss sammen med Hugh Jackman, samt skurkerollen Marisa Coulter i fantasy-filmen Det Gyldne Kompas. Hun blev igen instrueret af Baz Luhrmann i filmen Australia. Filmen var et hit i Danmark og med 269.485 solgte biografbilletter udgjorde hendes største publikumssucces i danske biografer^[1]. De danske anmeldere var splittede, hvor Ekstra Bladet vurderede filmen to ud af seks stjerner og påpegede at den spildte sine kreative kræfter^[15]. Derimod fik filmen topkarakter fra Kristeligt Dagblad, der sagde filmen var en enestående biografoplevelse^[16]. Selv var filmen et passionsprojekt for Kidman^[17] og hun overvejede at gå på pension efter filmens udgivelse og fokusere på hendes familie^[18]. I slutningen af årtiet trak Kidman også mange negative overskrifter i pressen, især fra mandlinge journalister, der beskyldte hende for at mangle karisma i stil med lignende kvindelige Hollywood-stjerner som Julia Roberts^[19] og at hendes film var flops^[20]. I 2008 blev hun kåret som den mest overbetalte skuespiller i Hollywood^[21].

2010'erne |

Trods hendes tanker om at indstille karrien, var hun i 2010 biografaktuel med Rob Marshalls musical Nine, der var en del af Biografklub Danmark^[22]. I 2011 blev Rabbit Hole med Aaron Eckhart, som Kidman selv havde produceret, udgivet i enkelte danske biografer, efter hun modtog sin tredje Oscar nominering for filmen^[23]. Imellem 2011-2015 oplevede hun flere professionelle nedture. Hun modtog roser for hendes præstation i Lee Daniels gotiske noir The Paperboy, som hun også fik en Golden Globe nominering for, men filmen selv blev sablet ned af anmelderne^[24]. Det psykologiske drama Stoker med Mia Wasikowska havde premiere ved Sundance i 2013, men uenigheder mellem produktionsselskabet Fox Searchlight og instruktør Chan-wook Park førte til at mere end 30 minutters materiale blev skåret fra den endelige film^[25]. Filmen fik en lunken modtagelse af det amerikanske anmelderkorps^[26] og var ikke en succes i biograferne. Dernæst havde hun en trio af film, The Railway Man, Before I Go To Sleep begge med Colin Firth, og Grace Kelly biografien Grace of Monaco, som alle var kommercielle fiaskoer. Især den sidst-nævnte blev stærkt kritiseret ved sin åbning i Cannes Film Festival og Kidman afslørede at hun græd i sit hotelværelse på premiereaftenen, eftersom filmen modtog en stærk negativ reception^[27]. Både producerne og skuespillerinden havde håbet at filmen ville lancere hendes comeback^[28]. Hendes næste biografiske film, Queen of the Desert af den hædrede tyske instruktør Werner Herzog, fik også en kold modtagelse ved Berlin Film Festival året efter, mens Kidmans australske independent film Strangerland lignende blev køligt modtaget, efter dens premiere ved Sundance Film Festival i 2015^[27].

Der ventede dog Kidman mere succes. Hun medvirkede som skurken Millicent Clyde i familiefilmen Paddington, instrueret af Paul King og produceret af Harry Potter-producer David Heyman. Filmen var et hit med både publikum og anmeldere, som gjorde den til en af de bedst anmeldte film i 2015^[29]. Herhjemme fik den også positive notis fra bl.a. Berlingske, Filmselskabet og Ekstra Bladet^[30]. I England var det årets mest indtjenende film og øgede salget af Michael Bonds bøger, samt salget af marmelade^[31]. Som led i promoveringen blev et interview mellem hende og Jimmy Fallon et viralt hit, eftersom de to gengiver et akavet stævnemøde de havde mange år tilbage^[32]. I 2015 vendte Kidman også tilbage til teatret med stykket Photograph 51, instrueret af Michael Grandage^[33]. Hendes kollega Laura Linney overtalte hende til det på settet af Genius, der også var instrueret af Grandage^[34]. Teaterstykket blev opsat ved Grandage Theater i London og Kidman modtog flere priser for hendes præstation, heriblandt London Evening Standards teaterpris^[35]. I 2015 - 2016 var hun også med i filmene Øjenes Hemmelighed overfor Julia Roberts, The Family Fang med Jason Bateman og Genius med Colin Firth og Jude Law, der alle kom og gik uden fanfare. Mere succes fik hun med rollen som Sue Brierley i adaptions-dramaet Lion overfor Dev Patel, der skildrer en familie i Tasmanien^[36]. Hun modtog sin fjerde Oscar-nominering for projektet og hendes første i kategorien Bedste Kvindelige Birolle^[37]. Filmen klarede sig godt i biografen, især i hendes hjemland Australien^[38].

I 2017 startede HBO deres lancering af Big Little Lies, baseret på bogen af den australske forfatter Liane Moriarty. Kidman både var krediteret som producer og skuespillerinde, sammen med Reese Witherspoon. Serien markerede deres første kollaboration, efter de to havde ledt efter et projekt de kunne samarbejde om i årevis. Serien omhandler en gruppe mødre i den californiske rigmandsforstad Monterrey, der opnår splittelse efter beskyldninger om fysiske overfald i privatskolen. Kidman spiller Celeste Wright der udsættes for vold i hendes ægteskab. Hendes ægtemand spilles af svenske Alexander Skarsgård, hvis far, Stellan Skaarsgaard, spillede over Kidman i Dogville. Trods nogle umiddelbare skuffende seer-resultater, endte serien med et højt seerantal og gode anmeldelser^[39], mens den vandt både en Emmy^[5] og Golden Globe for Årets Bedste Drama-serie^[4]. Kidman selv vandt også prisen for Bedste Skuespillerinde i en Dramaserie ved begge ceremonier^[5][4]. Hendes takketale ved Emmy-ceremonien blev rost for at kaste lys på overfald mellem ægtefolk og kærestevold^[40][41], hvilket hun også skrev et essay om^[42]. Siden 2006 har hun har været Ambassadør for De Forenede Nationers program UN Women’s Say NO – UNiTE to End Violence against Women^[43].

I 2017 havde hun fire film ved Cannes Film Festival^[44] og modtog en særlig hæder for hendes dedikation til filmbranchen^[45]. I 2018 var hun aktuel som Dronning Atlanna af Atlantis i James Wans action-film Aquaman^[46], der blev den mest indtjenende film i hendes karriere^[47]. Deadline påpegede bl.a. at Kidmans involvering var en af kilderne til filmens succes^[48][49].

I 2019 vender Kidman tilbage i anden sæson af Big Little Lies, der instrueres af Andrea Arnold, og påbegynder desuden produktion på The Undoing, der instrueres af danske Susanne Bier^[50].

Privatliv |

Fra 1990 til skilsmissen i august 2001 var Kidman gift med skuespilleren Tom Cruise. Parret adopterede to børn. Efter skilsmissen blev de ved Cruise.

I juni 2006 blev hun gift med den australske countrysanger Keith Urban. Sammen har de to døtre. Sunday Rose som hun selv har født og Faith Margaret (Nicole og Urbans biologiske datter) som en rugemor har født.

En af hendes hobbyer er at skrive noveller.

Filmografi |

Litteratur / kilder |

• 
  Nicolas Barbano: Verdens mest sexede filmstjerner (PS Pige-Special nr. 3, 1995)


• 
  Nicolas Barbano: Nicole Kidman: Jeg vil prøve at være en rigtig sexkilling! (PS Pige-Special nr. 5, 1995)


• 
  Barbara Tucker: Smertens frigørende kræfter (Berlingske Tidende, 24.12.1996)


• 
  Steven Hardy: Lyst ved første blik (Berlingske Tidende, 18.10.1998)


• 
  Anders Lange: Stjerne uden nykker (Jyllands-Posten, 17.6.2001)


• 
  Hans Jørgen Møller: Det totale engagement (Politiken, 19.10.2001)


• 
  Hans Jørgen Møller: Jeg overgav mig totalt til Lars (Politiken, 10.2.2003)


• 
  Tina Jøhnk Christensen: Kald mig Kidman (Berlingske Tidende, 23.2.2003)


• 
  Hans Jørgen Møller: Kidmans forvandling (Politiken, 28.2.2003)


• 
  Hans Jørgen Møller: På høje hæle ... igen! (Politiken, 1.6.2003)


• 
  Nanna Frank Rasmussen: Kvinden uden etikette (Filmmagasinet Mifune nr. 20, 2007)


• 
  Tina Jøhnk Christensen: Australien i blodet (Børsen, 22.12.2008)


• 
  Sarah-Iben Almbjerg: For kendt til det almindelige liv (Berlingske Tidende, 9.1.2010)

Eksterne henvisninger |

• 
  Wikimedia Commons har flere filer relateret til Nicole Kidman


• 
  


• Nicole Kidman på Internet Movie Database (engelsk)


• Nicole Kidman på Filmdatabasen


• Nicole Kidman på Scope


• Nicole Kidman i Svensk Filmdatabas (svensk)


• Nicole Kidman på AlloCiné (fransk)


• Nicole Kidman på AllMovie (engelsk)


• Nicole Kidman hos Turner Classic Movies (engelsk)


• Nicole Kidman hos The Movie Database (engelsk)


• Nicole Kidman hos Internet Broadway Database (engelsk)


• Nicole Kidmans hos Encyclopædia Britannica Online (engelsk)


• Nicole Kidmans hos Encyclopædia Britannica Online (engelsk)

Stub Denne amerikanske skuespillerbiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.

Kilder |